Gå til hovedindhold
Børn og unge
Dagtilbud

Små børnefællesskaber – Om at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle børn

På det sidste møde i KL's partnerskab om udvikling af kvalitet i dagplejen blev temaet fra det første møde genbesøgt: kvalitet i de pædagogiske læringsmiljøer i dagplejen. Crisstina Munck, docent og Ph.d. fra Københavns Professionshøjskole, holdt et oplæg om, hvordan man skaber gode deltagelsesmuligheder for alle børn i små børnefællesskaber i dagplejen.

Indhold

    Gode deltagelsesmuligheder for alle børn i dagplejen

    Børn er optaget af hinanden fra en tidlig alder, og det er vigtigt for dem at være sammen med andre børn og deltage i børnefællesskaber. Derfor skal dagplejeren kunne hjælpe og understøtte børns samspil og aktiviteter, så alle børn har deltagemuligheder i de små børnefælleskaber i dagplejen. Ifølge Crisstina Munck er det derfor vigtigt, at dagplejeren er opmærksom på, hvordan børn interagerer og danner relationer, samt muligheder og barrierer for dette. Dagplejeren spiller nemlig en central rolle i at understøtte deltagelsesmuligheder for alle børn i dagplejen.

    I sit oplæg fremhævede Crisstina Munck forskellen mellem fragmenteret- og fælles opmærksomhed. Det er vigtigt, at barnet og den voksne er gensidigt opmærksomme, da det er centralt for barnets kommunikation og samspil med både dagplejeren og andre børn i dagplejen. Dagplejen har et særligt ansvar for at skabe stunder med fælles opmærksomhed, hvor dagplejeren kobler sig på det, barnet er optaget af. Fælles opmærksomhed kan udtrykkes ved brug af ord, lyde eller ved nysgerrigt at undersøge de samme ting Ifølge Crisstina Munck giver en fælles opmærksomhed dagplejeren og barnet mulighed for at være sammen om et fælles tredje, som kan være alt fra en leg i legekøkkenet til frokosten i dagplejen.

    Crisstina Munck gav flere eksempler på, hvordan man skaber deltagelsesmuligheder for alle børn i små børnefælleskaber i dagplejen. Et eksempel hun brugte, var en situation, hvor et barn i en udsat position ønskede at være en del af børnefællesskabet. Den voksne viste fælles opmærksomhed ved at være til stede i børnenes leg. Børnene legede med legekøkken, LEGO og puder i sofaen. Den voksne var opmærksom på børnenes interesser og støttede deres deltagelse, f.eks. ved at vise, hvordan man bygger et tårn og hælder te op. Derudover havde den voksne et blik for børnenes forskellige måder at deltage i den fælles aktivitet på. Den fælles opmærksomhed gjorde, at den voksne understøttede en inddragelse af flere børn i børnefællesskabet, også det barn, som ellers kæmpede med at finde sin plads i legen. På den måde kan dagplejerens opmærksomhed og understøttelse af legen være med til at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn.

    Tre vigtige aspekter for gode deltagelsesmuligheder

    Ifølge Crisstina Munck er der tre vigtige opmærksomhedspunkter i arbejdet med at skabe gode deltagelsesmuligheder i små børnefællesskaber i dagplejen: adgang, omsorg og socialt tilhør. Adgang handler om børns adgang til rum, legetøj, legemuligheder og fællesskaber i dagplejen. Crisstina Munck påpegede, at børns muligheder for at være en del af fællesskabet kan variere afhængigt af det enkelte barns deltagelsesbetingelser. Omsorg handler om, hvordan børn mødes af dagplejeren. Det er vigtigt, at dagplejeren møder barnet på en omsorgsfuld og responsiv måde, hvor dagplejeren ser og forstår, hvad barnet er optaget af. Socialt tilhør handler om, hvordan dagplejeren kan skabe mulighed for, at barnet bliver en betydelig del af børnefællesskabet, og hvordan barnets tilhørsforhold til fællesskabet styrkes.

    Fire punkter for kvalitet i børnehøjde

    Crisstina Munck afsluttede sit oplæg med fire vigtige nedslag for kvalitet i børnehøjde rettet mod både den enkelte dagplejer og pædagoger/konsulenter med en understøttende funktion:

    • Zoom ind på samspillet med børnene: Fokuser på, hvornår og hvordan der skabes situationer med fælles eller fragmenteret opmærksomhed i dagplejen.
    • Organisering i hverdagen: Vurder, hvad der støtter eller begrænser børns deltagelse i dagplejen, både i legestuen, ved frokosten eller andre steder.
    • Tag afsæt i børnenes perspektiver: Lav observationer, tag noter og reflekter over, hvad børnene gør i dagplejen.
    •  Faglige fællesskaber: Prioriter fælles dialoger om børnefællesskaberne, hvor I drøfter, hvordan der skabes gode forudsætninger for alle børns deltagelse.
    Sidst opdateret: 27. juni 2024

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Lisbeth Due Pedersen

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3316

    E-mail: ldpe@kl.dk

    Specialkonsulent

    Jette Kyhl

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3776

    E-mail: jeky@kl.dk

    Konsulent

    Frederikke Magdalene Fink Skov

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3708

    E-mail: fmfs@kl.dk

    Student

    Camilla Heering Elong

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3520

    E-mail: cael@kl.dk