Gå til hovedindhold

Arbejdskraft til Danmarks vækstmotor

Gennem et tæt samarbejde med erhvervslivet og på tværs af kommunegrænser, adresserer kommunerne vigtigheden af at formidle kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne. Dette ses tydeligt i Kalundborg, hvor Novo Nordisks udvidelse af produktionsfaciliteter skaber arbejde til 3.000 personer, mens byggeriet står på, og driver væksten fremad - en vækst, som kommunerne skal understøtte.

Indhold

    Samarbejde på tværs af kommuner om arbejdskraftudfordringer

    Tværkommunale tilgange er særlig vigtigt, når store arbejdskraftbehov er centreret på få lokationer. Der skal både tænkes i rekruttering på tværs af kommunegrænser, brancheskift og opkvalificerings- og uddannelsesindsatser. Derfor har kommunerne bl.a. etableret rekrutteringssamarbejder over hele landet, hvor man går sammen om at rekruttere og opkvalificere på tværs af kommunegrænser.

    Også i virksomhedernes hjemkommuner skal der tænkes helhedsorienteret for at sikre, at der er arbejdskraft nok til alle brancher. Den værdi, der skabes i én kommune, spreder sig til hele det opland, som de store virksomheder trækker arbejdskraft fra, og hvor de har underleverandører. I de situationer kræver det stor forståelse for virksomhedernes behov og en stærk koordineringsindsats i kommunerne, at balancere efterspørgsels- og udbudssiden.

    Novo Nordisk investerer 42 mia. kr. i en udvidelse af deres produktionsfaciliteter i Kalundborg oven i den investering på 18 mia. kr., der allerede er igangsat. Det betyder beskæftigelse for op mod 3.000 personer, mens byggeriet står på. Ud over de 3.000 personer, som ofte pendler til Kalundborg, er der de sidste tre år på tværs af alle virksomheder og brancher skabt ca. 1.000 nye faste jobs pr år, i alt 3.400 jobs. Det er forventningen, at væksten vil fortsætte, og at der vil komme endnu flere nye stillinger i årene, der kommer. Det er både udviklingen inden for biotek og den afledte effekt af den generelle vækst i området, der skaber varige jobs. Der er ingen tvivl om, at industrielle jobs fylder meget i Kalundborg, eks. er der cirka 42 procent ansat inden for industrien, mens tallet i resten af Danmark er på 12 procent.

    Helhedsblik på opgaven

    Et så stort arbejdskraftbehov bevirker, at Kalundborg Kommune må se på alle rekrutteringsveje for at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Enhederne i kommunen samarbejder således med alle relevante interessenter - og dermed arbejder de strategisk med at koble erhvervs-, beskæftigelses-, bosætnings- og uddannelsespolitik.

    I Kalundborg ser man desuden bredt på rekruttering og har etableret en tværgående enhed: Work in Kalundborg. Enheden er en del af jobcentret og skal sikre, at aktører på tværs samarbejder om rekrutteringsudfordringen:

    Med indsatsen “Work in Kalundborg” løfter vi ambitionen om at have et velfungerende, tværgående samarbejde, hvor vi formår at samtænke beskæftigelses- og erhvervspolitikken og koble det med uddannelsessatsninger og et fokus på at få de sidste af vores egne ledige med på væksten,” fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard og uddyber:

    Vi sørger hele tiden for at videreudvikle os i Jobcenter Kalundborg og samarbejde med alle relevante parter både nationalt og internationalt, så vi kan favne det store vækstpotentiale, der er i kommunen.”

    I det daglige betyder det blandt andet, at jobcentermedarbejderne rækker ud til de lokale virksomheder og har en tæt dialog om rekrutteringer, fastholdelse og øvrige udfordringer. 

    En af de virksomheder er Meliora Bio, der er et bioraffinaderi.

    Jeg oplever, at samarbejdet med medarbejderne fra Work in Kalundborg er godt. De er meget engagerede, gode til at forstå vores behov og er imødekommende, når vi har brug for det.

    Heidi Kjærgaard, HR- og administrationschef i Meliora Bio

    Meliora Bio har samarbejdet med Work in Kalundborg ved flere rekrutteringer - blandt andet i forbindelse med, at en anden virksomhed skulle lukke, hvor der blev planlagt en lokal speeddate, som førte til tre vellykkede ansættelser.

    De er gode til at tage initiativ og holde en løbende dialog og sparring med os," uddyber Heidi Kjærgaard, som er HR- og Administrationschef.

    Work in Kalundborg skal desuden sikre, at virksomhederne har mulighed for at rekruttere den nødvendige arbejdskraft på tværs af kommune- og landegrænser. Det gør man ved at samarbejde med andre kommuner omkring rekruttering af ledige, ligesom man arbejder sammen med Workindenmark om at rekruttere international arbejdskraft. Derudover er der fuld gang i den tværkommunale indsats for at opkvalificere ledige såvel som beskæftigede, så de matcher den store efterspørgsel. Endelig holder Jobcenter Kalundborg rekrutteringsmesser, og i maj 2024 tiltræk karrieremessen over 1.000 deltagere, der kom fra hele landet.

    Et eksempel på, hvordan kommunerne arbejder tværkommunalt om jobformidling og rekrutteringsordrer, er, at Kalundborg Kommune regelmæssigt udstationerer en medarbejder i eks. Odense, Århus og København ligesom der bliver gennemført events om job- og bosætningsmulighederne i Kalundborg for ledige, ligesom man deltager på events i andre kommuner. Samarbejdsrelationen kan samtidig forberede Odense Kommune på, at Novo Nordisk forventeligt vil bygge en ny fabrik i Odense og kan starte produktion op om cirka fem år.

    Sidst opdateret: 10. januar 2025

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Trine Bolwijn

    Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik

    Telefon: +45 3370 3641

    E-mail: trbo@kl.dk