Gå til hovedindhold
Analyser
Social, sundhed og ældre

Plejehjemsbeboere

Antallet af plejehjemsbeboere er steget, men ikke i takt med den aldrende befolkning. Plejehjemsbeboere bor i dag kortere tid på plejehjem end tidligere. Det er særligt de lange ophold, der ser ud til at være blevet kortere. Det kunne tyde på, at der har været en ændring i kommunernes visitationspraksis og et øget fokus på at støtte borgeren længst muligt i eget hjem. Samtidig tegner der sig generelt et billede af, at hovedparten af plejehjemsbeboere har kronisk sygdom, og flere er multisyge.

24. mar. 2025
  • Tegnsprog

Hovedkonklusioner

Udvikling i antal plejehjemsbeboere

  • Der har de seneste år været en stigning i antallet af personer, der bor på plejehjem, og i 2023 boede ca. 55.600 personer på plejehjem i løbet af året.
  • Selvom antallet af plejehjemsbeboere er steget, har udviklingen langt fra fulgt den demografiske udvikling i befolkningen, og andelen af ældre, der bor på plejehjem, er faldet.
  • 4,8 pct. af de 67+-årige boede på plejehjem i løbet af 2023. Det dækker over en kommunal variation fra 2,2 til 7,4 pct. Blandt de 80+-årige boede12,2 pct. på plejehjem i løbet af året. Det dækker over en kommunal variation fra 5,4 til 17,3 pct.

Karakteristik af plejehjemsbeboere

  • Hver fjerde plejehjemsbeboere er 90 år eller ældre, to ud af tre er kvinder, tre ud af fire er enlige, og langt de fleste (94 pct.) har dansk oprindelse.
  • Ældre med ikke-vestlig oprindelse bor i mindre grad på plejehjem sammenlignet med ældre med dansk og anden vestlig oprindelse.

Tilflyttere og fraflyttere på plejehjem

  • Der er stor udskiftning blandt plejehjemsbeboerne, og mere end hver fjerde plejehjemsbeboer i 2023 er tilflyttet i året.
  • Beboerne er i gennemsnit 82,5 år ved indflytningen og 85,2 år ved fraflytning.
  • To ud af fem har haft ophold på en midlertidig plads i måneden op til indflytningen. 
  • Mere end hver tredje har haft et hospitalsophold i måneden op til indflytningen på plejehjem, og en ud af fem har haft en akut hospitalsindlæggelse i måneden op til.
  • Når beboere flytter fra plejehjem, er det typisk, fordi de dør. De fleste (77 pct.) dør på plejehjemmet. Resten dør på hospital, har uoplyst dødssted eller dør fx hos pårørende.

Hvor længe bor man på plejehjem?

  • Man bor i gennemsnit på plejehjem i 2 år og 9 måneder. Det dækker over en stor variation. Hver fjerde bor på plejehjem i 9 måneder eller kortere.
  • Varigheden af plejehjemsophold har været faldende over en årrække. Det er særligt de lange ophold, der ser ud til at være blevet kortere. 

Kronisk sygdom blandt plejehjemsbeboere

  • De fleste (86 pct.) plejehjemsbeboere har en eller flere udvalgte kroniske sygdomme.
  • Det er især demens (40 pct. og sandsynligvis undervurderet), knogleskørhed (26 pct.), slagtilfælde (18 pct.), slidgigt (18 pct.) og type 2-diabetes (18 pct.).
  • Mere end hver anden plejehjemsbeboer har 2 eller flere kroniske sygdomme, og en ud af 10 har fire eller flere kroniske sygdomme.

Dokumenter

Kontakt

Specialkonsulent

Signe Frees Nissen

Analyse & Makro

Telefon: +45 3370 3447

E-mail: sifn@kl.dk