Flygtninge - Kontakter hos læge/vagtlæge og beskæftigelse
I følgende notat anvendes antallet af kontakter hos vagt- og praktiserende læge, som et estimat for sundhedstilstanden blandt flygtninge i den erhvervsaktive alder (18-64 år) og blandt en køns- og alders-sammenlignelig gruppe af personer med dansk baggrund.

Analysens hovedkonklusioner
- Flygtninge har oftere kontakt med læge/vagtlæge end personer med dansk baggrund. Blandt flygtninge er der i gennemsnit 7,7 kontakter til læge/vagtlæge årligt. Blandt personer med dansk baggrund er der i gennemsnit 5,7 kontakter årligt.
- Flygtninge med mange lægekontakter er sjældnere i job end flygtninge med færre lægekontakter. Blandt de 30 pct. flygtninge med færrest kontakter er ca. 42 pct. i job mod 15 pct. blandt de 10 pct. af flygtningene med flest lægekontakter
- Forskellen på andelen i job blandt flygtninge med få og flygtninge med flere lægekontakter er højere blandt flygtninge end blandt danskere. Jobandelen blandt de 10 pct. med flest lægekontakter er blandt flygtninge på blot 35 pct. af niveauet blandt de mest beskæftigede flygtninge. Blandt danskere er niveauet blandt de 10 pct. med flest kontakter på 73 pct. af niveauet blandt de mest beskæftigede danskere.