Gå til hovedindhold
Nyhed
Børn og unge
Uddannelse

Webinarer om ny lovgivning efter afskaffelse af uddannelsesparatheds-vurdering

For at understøtte implementering af ny lovgivning efter afskaffelse af uddannelsesparathedsvurderinger (UPV) afholder KL og Børne- og Undervisningsministeriet fire webinarer målrettet skoleledere og afdelingsledere i KUI, samt vejledere og udskolingslærere. Webinarer afholdes medio marts.

23. februar 2024

Indhold

    Ny lovgivning efter afskaffelse af uddannelsesparatheds-vurdering

    KL og Børne- og Undervisningsministeriet inviterer til webinar om de regler, der vil gælde fra 1. august 2024, som afskaffer uddannelsesparathedsvurderingen (UPV’en).

    I stedet for UPV’en vil bestemmelserne om den sammenhængende plan for vejledning blive udvidet, så den fremover omfatter 7.-10- klassetrin og skal indeholde informationer om, hvordan og hvornår kommunalbestyrelsen identificerer elever med behov for en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats i 8.-10. klasse. Samtidig vil optagelsesreglerne til ungdomsuddannelserne blive justeret, så standpunktskarakterer bliver et optagelseskriterie frem for en UPV. Studievalgsportfolioen afskaffes også, og skal fra næste skoleår ikke medsendes ansøgningen til ungdomsuddannelserne.

    Formål med webinarerne

    Formålet med webinarerne er at sætte ord på de nye regler og deres betydning i en vejledningspraksis, herunder hvilke tekniske ændringer, optagelse.dk står overfor, når UPV’en ikke skal indberettes. Som en del af webinaret vil der også være en udlægning af reglerne fra kommunale vejledere og mulighed for at spørge ind til andres praksis. 

    Webinaret vil også have et fokus på, hvordan man efter de nye regler kan skabe en meningsfuld, ikke-stigmatiserende indsats fremover med oplæg og give mulighed for at blive inspireret til det videre arbejde

    Indhold på webinarerne

    På webinarerne bliver I:

    Præsenteret for lovens ændringer med fokus på vejledningspraksis, samarbejde og teknik
    Inspireret til at igangsætte jeres lokale proces og lære af andres erfaringer
    Givet muligheden for at stille de spørgsmål, der trænger sig på
    Datoer og målgruppe for webinarerne

    Der afholdes i alt fire webinarer. Webinarende afholdes på følgende datoer

    • Mandag den 11. marts 2024, kl. 16.00-17.30
    • Onsdag den 13. marts 2024, kl. 16.00-17.30
    • Onsdag den 20. marts 2024, kl. 15.00-16.30
    • Torsdag den 21. marts 2024, kl. 15.00-16.30 

    Webinarerne den 11. og 20. marts er målrettet medarbejdere, der har ansvaret for den lokale proces for identifikation af elever med behov for en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats. Derfor adresseres invitationen til Skoleledere og afdelingsledere i KUI. Der kan naturligvis være andre nøglemedarbejdere, der kan have glæde af at deltage. 

    Webinarende den 13. og 21. marts er primært målrettet vejledere fra den kommunale ungeindsats, men er også henvendt til de lærere, der arbejder med uddannelse og job og at få vejledningen ind i undervisningen. Der kan herudover være andre nøglepersoner, der kan have glæde af at deltage.

    Tilmelding

    Du kan tilmelde dig webinarene nedenfor. Deltagelse i webinaret er gratis, men tilmelding er påkrævet. Alle tilmeldte deltagere vil modtage et mødelink senest 24 timer før webinaret afholdes.

    Tilmelding til webinarer målrettet skoleledelse og afdelingsledere

    Tilmelding til webinarer målrettet vejledere og udskolingslærere

    På tilmeldingssiderne kan du vælge den ønskede dato for deltagelse i webinarerne.

    Kontakt

    Programleder

    Ursula Dybmose

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3826

    E-mail: udy@kl.dk