Gå til hovedindhold
Uddannelsesvejledning
Børn og unge

Den didaktiske models elementer - Ungeprogression og kædeansvar

Denne didaktiske model, som er udviklet i projekt ´Unge med kant´, kan bruges i planlægningen og gennemførelsen af individuelle ungeforløb med målet om at gøre de unge erhvervsparate. Den øverste del af modellen omhandler progressionen i selve arbejdet og vejledningen af og med den unge. Den nederste del omhandler kædeansvaret, som er det koordinerende samarbejde mellem uddannelsesvejledere, ungdomsuddannelser og andre fagfolk omkring de unge.

Indhold

    Didaktisk model for individuelle ungeforløb

    Hver unge har sin egen progression henimod erhvervsparathed for at opnå det liv, de ønsker sig. De enkelte forløb skal være meningsgivende for de unge og fremstå som en sammenhængende helhed.

    Modellen bidrager ved planlægning, justering og evaluering af individuelle forløb for udsatte unge, under meddesign af de unge. Forløbene skal organiseres didaktisk i et kædeansvar i de forskellige dele af KUI og med ungdomsuddannelserne og andre relevante aktører. 

    Modellen kan med fordel anvendes af de nye kontaktpersoner i kommunerne og af andre fagprofessionelle der er involveret i de unges forløb og den organisatoriske kontekst.

    Derudover henvender modellen sig til ledelsen i kommunerne og hos de samarbejdende organisationer i kædeansvaret, således at der er en fælles forståelse for og en understøttelse af arbejdet med ungeprogression på tværs af afdelinger, organisationer og sektorer.

    Modellen er oprindeligt fra juni 2020 under navnet ´Forløbsdidaktik for ungeprogression under kædeansvar´ i projekt Unge med kant. 

    Modellen har taksonomien for ungeprogression som den centrale byggesten. Denne taksonomi er ligeledes udviklet i projekt ´Unge med kant´. Taksonomien bevæger sig fra kontaktparathed til erhvervsparathed.

    Taksonomien danner grundlag for handlinger ift. ungeprogression (øverste del af modellen) og kædeansvar (nederste del af modellen). Progressionen i taksonomien foregår ikke nødvendigvis lineært, ikke nødvendigvis entydigt i de enkelte faser og ikke nødvendigvis i samme takt for alle unge. Der kan altså forekomme overspring, omveje eller overlap, og tempoet for udviklingen vil være meget forskelligt for de enkelte unge.

    Modellens øverste del omhandler arbejdet med ungeprogression, hvilket er de enkelte unge og deres forløb, imens den nederste del omhandler systemniveauet med kædeansvaret for den unge.

    Se videoeksempler og læs mere om elementerne i ungeprogressionen i den didaktiske model

    Se videoeksempler og læs mere om elementerne i kædeansvaret i den didaktiske model

    Kontaktpersoner, vejledere og pædagogiske praksiseksperter har bidraget med at konkretisere modellens elementer fra 2019 til 2020. Praktikernes bidrag har resulteret i “vejledende spørgsmål”. De vejledende spørgsmål er tænkt som inspiration hos de fagprofessionelle og ledere, der er involveret i arbejdet omkring de udsatte unge.

    Download beskrivelse af forløbsmodellen inkl. vejledende spørgsmål - Åbner nyt vindue

    Modellen er udarbejdet på baggrund af erfaringer og ekspertise i flere udviklingsprojekter: ”Unge med kant Syddanmark” (2018-2020), ”Youth in transition” (2018-2021) samt ”Unge med kant Hovedstaden” (2019-2022). Praksiseksperter og forskere har bidraget i denne proces.

    Dermed er modellen praksisbaseret og praksisrettet og konkretiseret af erfaringer fra kommunernes praksis med vejledning i KUI. Det er samtidig ambitionen, at modellen kan overføres til andre sammenhænge med tilsvarende kontekst og tilsvarende formål.

    I Roskilde Kommune arbejder man med erhvervsparathed som begreb i undervisningen på erhvervsuddannelserne. Hør en faglærer fra Roskilde Tekniske Skole fortælle om, hvordan de på skolen forstår erhvervsparathed og i den forbindelse arbejder med at opbygge de unges selvtillid gennem projekter i undervisningen. 

     

    Sidst opdateret: 30. maj 2024

    Kontakt

    Programleder

    Ursula Dybmose

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3826

    E-mail: udy@kl.dk

    Konsulent

    Claire Stevens-Lekfeldt

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3929

    E-mail: clsl@kl.dk