Social, sundhed og ældre
Borgere med midlertidigt ophold på kommunale pladser
Med udgangspunkt i FSIII-data fra 11 kommuner undersøges borgere med midlertidigt ophold på kommunale pladser jf. Servicelovens §84, stk. 2. De er omkring 80 år i gennemsnit, kommer typisk direkte fra hospitalsindlæggelse, ofte med en genoptræningsplan, og opholdet varer 1-2 måneder. Hver femte flytter på plejehjem bagefter. Hver fjerde afslutter det midlertidige ophold pga. død eller indlæggelse. Langt størstedelen får også kommunal hjælp før og efter det midlertidige ophold.
Ældre borgere i botilbud
Omkring 11 pct. af alle borgere i botilbud er 65 år eller ældre. Antallet af ældre borgere i botilbud er steget i perioden 2018-2022. Stigningen ses blandt de 65-79-årige, hvor antallet af borgere i botilbud er steget med 13 pct. Blandt de ældste (80+-årige) er antallet faldet med 8 pct. Når ældre borgere i botilbud ophører med at bo i botilbud, er det primært som følge af dødsfald. Det gælder for 72 pct. i 2022.
Førstegangsanbragte og anbringelsesvarighed
I 2022 blev knap 2.200 børn og unge anbragt uden for hjemmet for første gang, hvilket er færre end i 2012. Over halvdelen af de førstegangsanbragte var over 13 år og størstedelen blev anbragt på børne- og ungehjem.
Modtagere på socialområdet
I 2022 er der mere end 210.000 personer, der modtager sociale indsatser. På børne- og ungeområdet er det lidt over 90.000 personer, mens det på voksenområdet er ca. 120.000 personer. Det omfatter en række forskellige indsatser, hvor der for nogle indsatser har været en stigning i antallet af modtagere, mens der for andre indsatser, har været et fald i antallet af modtagere. Samlet set er der dog flere, der modtager sociale indsatser i 2022 end i 2018.
Udsatte børn og unges skolegang
I 2022 modtager over 73.700 børn og unge en tidligt forebyggende indsats, støttende indsats eller var anbragt uden for hjemmet. Omkring halvdelen af de udsatte børn og unge går i 0.-9. klasse i kommunale grundskoler i 2022.
Socialt udsattes brug af sundhedsvæsenet
Personer med social udsathed havde i højere grad somatiske sygehusophold i løbet af 2022 end ikke-udsatte, både hvad gælder indlæggelser og ambulante ophold. Det er særligt udtalt for akutte ophold, hvor en højere andel af personer med social udsathed havde akutte ophold sammenlignet med ikke-udsatte, mens forskellen mellem de to grupper var mindre, hvad angår planlagte ophold.